I efteråret 2025 spurgte vi jer, hvordan I oplever os og vores service. Knap 3.400 tog sig tid til at svare – og det vil vi gerne sige mange tak for. Det er ikke hver dag, så mange deler deres mening om et vand- og spildevandsselskab.
Overordnet set viser undersøgelsen, at vi leverer en stabil og velfungerende forsyning. Det er vi glade for – og på den beskedne midtjyske måde ret stolte af.
Udvalgte resultater
Den samlede tilfredshed med os er 6,1 på en skala fra 1 til 7, hvilket placerer os i kategorien fremragende og over gennemsnittet for vand- og spildevandsbranchen.
Særligt disse områder scorer højt:
- Drikkevand: 6,0 (branchen 5,7)
- Spildevand: 5,7 (branchen 5,5)
- Kontakt: 6,0 (branchen 5,7)
- Service og support: 5,9 (branchen 5,6)
Ros – og ærlige tilbagemeldinger
Undersøgelsen er ikke kun et skulderklap. Den viser også, hvad der fylder hos jer. Mange oplever, at vand – og især spildevand – er dyrt, og flere udtrykker bekymring for overløb, forurening og miljø, herunder PFAS.
Samtidig peger flere på, at vi kan blive bedre til at fortælle, hvad vi laver – og hvorfor. Det gælder blandt andet information om vandkvalitet og miljø samt bedre besked i forbindelse med gravearbejde og anlægsprojekter.
Det gør vi nu
Jeres feedback bliver brugt aktivt. Her i foråret gennemgår vi hele vores kommunikation i forbindelse med anlægs- og graveprojekter for at sikre, at vi får jer fortalt tydeligt – og ikke mindst i rette tid – hvad der sker i lokalområde, hvor længe det varer, og hvad det betyder for din hverdag.
Derudover styrker vi informationen på vores website og sociale medier, så vi fortæller endnu mere om blandt andet priser og regninger, beredskab, udledninger og overløb, PFAS og anden forurening samt vores miljøindsatser.
Vi følger med – også fremover
Kundetilfredshedsundersøgelsen er ikke en engangsforestilling. Fremover gennemfører vi undersøgelserne løbende, så vi kan følge med i, om de tiltag, vi sætter i gang, også gør en forskel, og så vi hele tiden har fingeren på pulsen i forhold til, hvordan I oplever os.
Vil du vide mere – eller give dit input?
Har du lyst til at dykke længere ned i resultaterne fra vores kundetilfredshedsundersøgelse, kan du finde et sammendrag herunder.
Og har du kommentarer, spørgsmål eller input, hører vi meget gerne fra dig på mail på info@herningvand.dk