Ingen af os gider betale for noget, vi ikke har brugt – det gælder selvfølgelig også vand.
Vandmåleren i din bolig registrerer den mængde, der løber igennem. To gange om året får du en regning på netop det forbrug.
Men hvad der sker med vandet, efter det er løbet igennem måleren, kan vi ikke se. Og lovgivningen betyder desværre, at det er dig som kunde, der skal kunne dokumentere, hvis forbruget ikke stemmer.
Vi gør meget for at opdage og handle på unormalt vandforbrug – også når boligen står tom
De seneste dage har vi set eksempler på efterladte, der har stået tilbage med store vandregninger på deres afdødes vegne. Det er historier, der gør indtryk på os alle. Derfor gør vi meget for at opdage og handle på unormalt forbrug. Selv når en adresse ikke er tilmeldt alarmservice, overvåger vi stadig alarmer. Her tager vores medarbejdere ofte fysisk ud for at tjekke op – også ved dødsboer eller hvis en forbruger fx er indlagt på sygehuset, og huset står tomt. Herfra vurderer vi, om vi skal bede den ansvarlige myndighed om tilladelse til at afbryde vandforsyningen.
Hver uge gennemgår vi alarmer fra kunder, der ikke er tilmeldt, og hjælper gerne med at få dem koblet på systemet fremadrettet. Det er meget sjældent, vi ikke får handlet i tide – netop fordi det har høj prioritet hos os.
Husk alarmservice kan også tilmeldes på andre adresser end din egen
Du kan også selv være med til at undgå en ubehagelig vandregning. Vores alarmservice kan nemlig også tilmeldes på andre end din egen adresse – fx forældres bolig, sommerhus eller virksomhed. Ved at tilmelde dit nummer på f.eks. din forælders adresse, er du sikker på, at du stadig får besked, hvis forbruget pludselig stiger, også selvom din forælders telefonnummer ikke længere er i brug. Eneste krav er, at forsyningsvirksomheden, der leverer til adressen, har alarmservice tilkoblet måleren. Er vi leverandør af drikkevand til adressen, tilbyder vi servicen.
Vil du vide mere og tilmeldes?
Du kan læse mere om vores alarmservice her Alarmservice – Modtag en sms ved brud – Herning Vand
Vil du tilmelde din egen eller en pårørendes adresse, skal du logge ind på kundeportalen Min Side med de login-oplysninger, der tilhører den pågældende adresse. Du finder Min Side og info om, hvor du finder login-oplysninger her Min side – Følg dit vandforbrug – Se priser – Herning Vand
Vi er også klar til at hjælpe dig
Du er selvfølgelig også altid velkommen til at kontakte os på tlf. 9999 2299, tast 2 – så hjælper vi gerne med tilmeldingen.