Hvorfor denne side?
Du skal som grundejer sørge for, at det er muligt at rense din kloak inde på din grund. Det er muligt med en skelbrønd.
På denne side håber vi, at give dig et indblik i, hvad en skelbrønd er, og hvorfor det i forbindelse med kloakfornyelse er fordelagtigt for dig at få installeret en skelbrønd på din grund.
Har du spørgsmål til kloakfornyelse eller skelbrønd, er du altid velkommen til at kontakte os. Du finder åbningstider og kontaktinfo til vores kundeservice via knappen herunder.

Hvad er en skelbrønd?
En skelbrønd er en mindre brønd, med rense- og inspektionsmulighed, som er placeret på din grund – ca. 1 meter fra skel.
Som grundejer skal du sørge for, at det er muligt at muligt at rense kloakken inde på din grund. Her giver en skelbrønd nem og hurtigt adgang til din del af kloaksystemet. Det er også en fordel, hvis der opstår problemer med kloakken, fordi den gør det let at afgøre, om det er dig eller Herning Vand, der skal løse evt. driftsproblemer.
Rottespærre kan monteres i skelbrønden uden opgravning.
Du ejer skelbrønden, når den er monteret.
Tilskud til skelbrønd
Ønsker du at få en skelbrønd, er der mulighed for tilskud fra Herning Vand. Størrelsen på tilskuddet afhænger af, om vi i forvejen skal til at kloakseparere på din vej.
Når vi i forvejen kloakseparerer i vejen
Herning Vand tilbyder en skelbrønd på regnvand og spildevand ifm. et af Herning Vands renoveringsprojekter. Herning Vand udsender informationsmateriale inden projektet starter, hvor grundejeren bliver tilbudt to skelbrønde, hvis der i forvejen ikke er en eller flere skelbrønde. Grundejeren giver herefter samtykke til etablering og Herning Vand etablerer herefter brøndene sammen med de nye stikledninger. Udgiften til etablering af skelbrønde afholdes af Herning Vand.
Hvis ikke vi skal kloakseparere i vejen
Ønsker du en skelbrønd eksempelvis i forbindelse med en renovering af belægning eller kloakken på din egen grund, selvom Herning Vand ikke skal kloakseparere i vejen, yder vi et tilskud.
Vi tilbyder 7.000 inkl. moms for en skelbrønd og 12.000 kr. for to skelbrønde. Hvis der i forvejen er en skelbrønd på ejendommen, er det kun muligt at få tilskud til en skelbrønd.
Vigtig info til din håndværker
Når du har indgået aftale med en autoriseret kloakmester om at få lavet en skelbrønd, er det vigtigt, at du deler nedenstående info med ham/hende. Der er nemlig nogle krav til selve udførelsen og materialerne, der skal være opfyldt, før end vi kan godkende skelbrønden og dermed yde tilskud.
Krav til skelbrønd
Skelbrønd til spildevandsstik skal være med rødt/brunt opføringsrør, mens skelbrønd til regnvandsstik skal være med blåt opføringsrør. Skelbrønde udføres som Ø 425 mm plastbrønd. Opføringsrør skal have mindst 425 mm i indvendig diameter fra terræn til banketter. Brønde med sidetilløb, som ikke anvendes, accepteres ikke. Skelbrønde placeres ca. 1,0 m inde på de privat grund.
Skelbrønden hjælper dig
Hvis vandet fra din håndvask eller toilet forsvinder langsomt, eller
det ”klukker” mærkeligt, når du skyller ud i toilettet, kan det være
tegn på en tilstopning.
Løft dækslet til din skelbrønd og se, om der er vand i den.
Ansvaret – og dermed betalingen – for afhjælpning af problemet
afgøres nemlig af, om skelbrønden er fuld af vand eller om skelbrønden er tom.
Hvis skelbrønden er fuld af vand, er det tegn på, at problemet
er opstået mellem skelbrønden og vores stikledning. I den situation
skal du kontakte os på tlf. 9999 2299 – så løser vi problemet.
Hvis skelbrønden er tom findes tilstopningen i din del af kloakken. Kontakt et privat spulefirma eller en autoriseret kloakmester, hvis du ikke selv kan løse problemet

Ordforklaring
Kloakfornyelse
Udskiftning og separering af kloaknettet så regnvand og spildevand føres i hver sin separate ledning. Kloakfornyelsen gør, at regnvand løber ud i vandløb og søer, mens spildevandet føres til et renseanlæg.
Ledninger
Mange tænker på el, når vi taler om ”ledninger”, men i dette tilfælde er spildevandsledninger de rør, spildevandet løber i og regnvandsledninger leder regnvand bort.
Regnvandsledning
Ledning til regnvand fra tagnedløb og riste i vejen
Sandfang
En brønd på regnvandsledningen. Sandfangets funktion er at opsamle sand, blade m.m. og forhindre det i at løbe ud i vandløb, regnvandssøer og renseanlæg. Der skal altid stå vand i en sandfangsbrønd.
Skel
Grænsen mellem private grunde og det offentlige areal.
Spildevandsledning
Ledning til brugt vand fra toilet, bad, håndvask, vaskemaskine m.m.