Nyhed
Vejarbejde lukker hovedgade: Bilister skal ud på omkørsel i et halvt år

12. december 2024
Af journalist Bo Lundgaard
Artikel bragt i Herning Folkeblad torsdag den 12. december, 2024
Bilister og lastbilchauffører skal inden længe finde en ny rute, når de skal køre mellem Herning og Ikast og internt i Hammerum.
Det er et større ledningsarbejde, der går i gang på Hammerum Hovedgade i de første dage efter nytår. Og det betyder, at den store indfaldsvej vil være spærret fra 6. januar og helt frem til midt i juli 2025.
Sammenlagt lukker hovedgaden for trafik i mere end et halvt år.
25 ejendomme – 600 meter
Projektet er blandt de sidste af det store kloak- og vandprojekt, der har været i gang i bydelen siden august 2023.
- Denne etape er en komplet vejrenovering af Hammerum Hovedgade. Det er både kloak‑, vand- og fjernvarmeledninger, der skal skiftes, fortæller ingeniør Satenik Gasparyan fra Herning Kommune.
Arbejdet skal foregå på den 600 meter lange strækning mellem Frederiksgade og lyskrydset ved Ny Gjellerupvej. Her ligger omkring 25 huse – og disse beboere skal også i perioder parkere et andet sted og gå til deres ejendomme.
Det er Carsten Moes Jørgensen fra Herning Vand, der er projektleder på kloakopgaven.
- Vi er klar over, at det er belastende for beboerne, når vejarbejdet står på over så lang tid. Desværre kan vi ikke gøre det hurtigere, siger han og tilføjer, at der er en risiko for, at det kan tage endnu længere tid, hvis vi får hård frost og vintervejr.
Det håber alle involverede parter, de kan undgå.
- Kloakkerne skiftes, fordi den nuværende kapacitet er for lille. Det betyder, at der kan være overløb af kloakvand til Hammerum Bæk i forbindelse med kraftige regnskyl, fastslår Carsten Moes Jørgensen.
Det udslip ønsker miljømyndighederne at fjerne, så derfor etableres der et separat kloaksystem med en spildevandsledning og en regnvandsledning.
Lastbiler ned på motorvejen
På stedet bliver der lavet en lokal omkørsel, som Herning Kommune opfordrer bilisterne til at benytte.
- I selve Hammerum er der etableret omkørsel via Frederiksgade, Højgade, K. Møllers Vej og Ny Gjellerupvej, siger teknisk medarbejder Børge Nielsen fra Herning Kommune.
Lastbilerne ser man gerne helt væk fra området, så chaufførerne vælger motorvejen, når de kører mellem Herning og Ikast – gerne ved motorvejstilkørslen helt inde ved Dronningens Boulevard.
- Hammerum Hovedgade har normalt relativt mange køretøjer. Vi lavede en trafikmåling i 2016. Hvis vi fremskriver den, så kører der tæt på 8500 motorkøretøjer i den vestlige del af Hammerum Hovedgade, siger Børge Nielsen.
Trafiktallet ved den østlige udkørsel vurderes at være lidt mindre, men alligevel omkring 7200 motorkøretøjer.
Regnvand skal separeres
Det meste af arbejdet udføres af Entreprenørfirmaet Vestjysk Kloak & Anlæg i Ulfborg.
- Projektet hænger sammen med arbejdet på K. Møllers Vej, som vi blev færdige med for nogle måneder siden, siger kloakmester Bjarne K. Nielsen, der er hovedentreprenør på det store projekt.
- Vi ved godt, at vi larmer, sviner og er til irritation for beboerne. Desværre kan vi kun lave kloakkerne, der hvor de ligger. Men hvis det kan være et lille lys i mørket, så kan vi oplyse, at hovedgaden får nyt fortov, ny cykelsti, ny kørebane og ny græsrabat, når vi er færdige, uddyber han.
Det er formand Mads H. Mikkelsen fra Vestjysk Kloak & Anlæg i Ulfborg, der har opgaven med at få de forskellige opgaver udført på rette tid.
Virksomheden udfører alt gravearbejdet og laver de nye kloakker, som også indebærer, at gadens husejere – inden for en rimelig frist – skal have separeret deres egne kloakker fra regnvandet i et nyt separatsystem.
Vand- og fjernvarmerør
Ved samme lejlighed skifter Hammerum Vandværk sin hovedledning og stikledninger frem til beboernes stophane.
- Det er noget, vi gør, når der alligevel er gravet op. På den måde sparer vi forbrugerne for penge, hvis vi selv skulle stå for det. Vi udskifter de gamle pbc-rør, som er porøse og springer som glas ved selv små påvirkninger, siger formand Esben Madsen.
Verdo Varme Herning er også med i projektet og får skiftet sine fjernvarmerør på den omtalte strækning, hvor de nuværende varmerør ligger i fortovet.
- Det har de gjort i 50 år, siger projektleder Christoffer Forsberg fra Verdo, som oplyser, at firmaet har sine egne teknikere og smede til samling af rørene.
Det samme har Hammerum Vandværk.