Der bliver i øjeblikket talt meget om nitrat i drikkevandet. Nitrat i vandmiljøet og grundvandet stammer hovedsageligt fra gødning, der er spredt ud som næring til planter. Hvis planterne ikke optager alt gødningen, kan det udvaskes og nedsiver i jorden, hvor det kan ende i det grundvand, vi laver drikkevand af. I for høje mængder kan nitrat i drikkevandet være sundhedsfarligt, og derfor er der fastsat en grænseværdi, men flere forskere og eksperter mener, at grænseværdien måske skal sættes ned, og det har sat gang i debatten både politisk og i medierne.
Det kan naturligvis skabe bekymringer og give anledning til spørgsmål.
Er du drikkevandskunde hos os, er der dog ingen grund til bekymring
Vi tager løbende prøver af drikkevandet og holder øje med kvaliteten året rundt. Det gør vi for at sikre, at vandet i hanen er rent og trygt at drikke både nu og i fremtiden. Og vores målinger viser, at vi ligger på maksimalt 0,6 mg nitrat pr. liter vand. Den nuværende grænseværdi er 50 mg/l. Det betyder, at vi ligger meget, meget langt under det tilladte niveau – og også vil gøre det, selv hvis grænsen bliver sat markant ned.
Kort sagt: Du kan trygt drikke vandet fra hanen, og skulle der komme nitrat eller andet i vores vand, ja så kan du være helt sikker på, at vi tager hånd om problemet og naturligvis informerer dig som kunde omkring det.
Vil du vide mere?
Vil du blive lidt klogere på nitrat i drikkevand, har Danske Vandværker en ganske fin faktaside.
Har du spørgsmål om nitrat i drikkevandet eller til vores drikkevandsanalyser generelt, er du altid velkommen til at kontakte os. Vi træffes på tlf. 9999 2299 eller på info@herningvand.dk