Vil du være med til at gøre en forskel for vores livsvigtige vand?

8. januar 2026

Så er det nu, du kan stille op som kandidat til en af de to pladser som forbrugervalgte repræsentanter i Herning Vands bestyrelser.

Rent drikkevand i hanen og et velfungerende spildevandssystem er noget, de fleste i Herning Kommune tager som en selvfølge. Men bag kulisserne bliver vores vandressourcer presset mere end nogensinde før af forurening, pesticider og et klima med flere skybrud og kraftigere regn.

Det gør det både mere krævende og dyrere at sikre rent vand, og at håndtere spildevandet ordentligt. De beslutninger, der bliver truffet, har derfor direkte betydning for forbrugerne – både i hverdagen og på vandregningen. Netop derfor kræver vandsektorloven, at der afholdes forbrugervalg, så forbrugerne er repræsenteret i bestyrelsen, hvor beslutningerne træffes.

Din stemme dér, hvor beslutningerne træffes

Som forbrugerrepræsentant får du plads i bestyrelserne, hvor vi arbejder med strategi, økonomi og drift. Det kan lyde stort, men i praksis handler det om helt konkrete spørgsmål så som: Hvordan passer vi bedst på vores grundvand? Hvordan undgår vi overløb ved kraftig regn? Og hvordan bruger vi pengene fornuftigt – til gavn for både miljøet og dem, der betaler regningen? Forbrugerrepræsentanterne er med til at stille spørgsmål, se tingene fra kundernes side og bidrage med lokale erfaringer.

FAKTABOKS

Hvem kan stille op?
Du skal være myndig og have 10 stillere, der vil anbefale dig som kandidat.

Sådan stiller du op
Du kan stille op via vores valgportal, som du finder på https://stemonline.dk/herningvand

Opstillingsperiode
Løber fra torsdag den 8. januar til og med fredag den 6. februar, 2026

Valgperiode Selve valget finder sted fra 2. til 15. marts, 2026

Læs mere Du finder alle relevante informationer om opstilling på vores website https://herningvand.dk/forbrugervalg

Vil du vide mere?

Er der spørgsmål til pressemeddelelsen eller forbrugervalget generelt, kan valgansvarlig Pernille Byrgesen træffes på tlf. 3010 2009 eller pby@herningvand.dk