Beredskab er et fælles ansvar. Det er tanken bag National Beredskabsuge, som finder sted i denne uge, og som sætter fokus på, hvordan myndigheder, virksomheder og borgere sammen kan være bedre forberedt, hvis en krise rammer.
Hos Herning Vand arbejder vi hver dag for, at du som kunde kan være tryg ved, at vi har styr på vores del. Vi har beredskabsplaner og tydelige procedurer klar, så vi kan holde de vigtigste dele af forsyningen i gang længst muligt – også hvis der opstår længerevarende strømsvigt eller andre alvorlige hændelser.
I tæt samarbejde med Herning Kommune
Vores beredskabsplaner er lavet i tæt samarbejde med kommunen, der blandt andet er med til at beslutte, hvilke kritiske samfundsfunktioner der skal sikres vand i en krisesituation. Her står hospitalet i Gødstrup øverst på listen.
Derfor hilser vi også kommunens ansættelse af en beredskabskoordinator velkommen, så vi sammen med kommunen og øvrige relevante myndigheder hele tiden kan styrke beredskabet og være bedst muligt forberedt, hvis en krise skulle opstå.
Vi øver os, før det gælder
En ting er planer på papiret – noget andet er virkeligheden. Derfor gennemførte vi i december 2025 den første i en række af beredskabsøvelser ved Nordre Vandværk, hvor vi testede nødudlevering af drikkevand i praksis. Her blev både udstyr, logistik og procedurer afprøvet, så vi ved, hvad der virker, hvis en reel situation skulle opstå. Nederst på siden kan du se en video fra øvelsen.
Hvad så med spildevandet?
Et længerevarende strømsvigt påvirker mere end bare drikkevandet. Også spildevandssystemet er afhængigt af strøm. Pumpestationer og renseanlæg skal fungere, for at vand og spildevand kan komme væk som normalt.
Ved længerevarende afbrydelser kan det derfor blive nødvendigt at begrænse vandforbruget markant. I yderste konsekvens kan man ikke bruge toilettet som normalt. Her anbefaler myndighederne blandt andet, at man bruger poser eller nødløsninger til affald, som efterfølgende kan smides ud med restaffaldet.
Og så er der kommunikationen
Vi arbejder også med, hvordan vi kommunikerer under en krise. Hvis strømmen går i længere tid, kan både internet, mobilnet og sociale medier blive påvirket. Derfor har vi også alternative måder at informere kunderne på, så vigtig information stadig kan komme frem.
Har du styr på hjemmeberedskabet?
Samtidig er Beredskabsugen en god anledning til at kigge på dit eget hjemmeberedskab. Myndighederne anbefaler, at alle husstande kan klare sig selv i op til tre døgn, hvis der opstår en krise.
Har du for eksempel:
- 3 liter drikkevand pr. dag pr. person i husstanden stående hjemme?
- en lommelygte og batterier?
- en FM-radio, så du kan få information uden internet?
- tænkt over, hvordan du klarer dig et par dage uden strøm?
Det behøver ikke være svært at komme i gang. Små forberedelser kan gøre en stor forskel, hvis hverdagen pludselig bliver vendt på hovedet. National Beredskabsuge handler netop om, at vi alle tager ansvar for vores del, så vi står stærkere sammen, hvis krisen rammer.