Det er først om et par uger, at guldmedaljerne uddeles i Boxen, men i dag har grundvandet i Herning allerede taget guldet.
For vi har nemlig plantet et træ i Løvbakkerne – et træ, der er startskuddet på et nyt skovprojekt med fokus på grundvandsbeskyttelse.
I Herning er vi begunstiget af noget helt særligt: rent, uforurenet grundvand. Vores nyeste boringer i Løvbakkerne og Trælund viser, at vandet fra de dybe jordlag stadig er af høj kvalitet. Og sådan ønsker vi, at det skal være i fremtiden.
Men rent drikkevand kommer ikke af sig selv, for vi bor oven på de områder, hvor fremtidens drikkevand dannes, og vores måde at bruge jorden på – i haverne, i landbruget og i byudviklingen – påvirker kvaliteten direkte. Samtidig ved vi, at generationsforureninger som PFAS kan true grundvandet i det stille. Mange steder opdager man problemet for sent. Derfor beskytter vi grundvandet hver eneste dag.
Så glæden var stor på Ålykkevej, da Herning Kommune i samarbejde med Klimaskovfonden, Dansk Håndbold og os før jul besluttede at rejse 20 hektar klimaskov.
Og vi kan næsten ikke få armene ned over placeringen: Skoven kommer nemlig til at ligge lige dér, hvor vi allerede henter en stor del af vores drikkevand – og hvor vores kommende vandværk skal opføres.
Det betyder, at vi nu kan:
🌳 Beskytte vores vigtigste ressource endnu bedre
🌱 Skabe natur, rekreative muligheder og grundvandsbeskyttelse i ét samlet område
💧 Give alle herningenserne mulighed for at lære, hvor vandet kommer fra – og hvordan vi laver drikkevand
For os er det her ikke bare skovrejsning. Det er en investering i fremtidens drikkevand – og i fællesskabets guld.
Du kan se billeder fra begivenheden herunder.



















