Overløb

– når kloakken får mere vand, end den kan rumme

Når det regner kraftigt, kan der komme mere vand i kloakken, end der er plads til. I områder, hvor regnvand og spildevand løber i samme rør, kan det betyde, at en blanding af regnvand og spildevand løber ud i et vandløb eller en sø. Det kalder vi et overløb.

Overløb er en del af det eksisterende fælleskloakerede system, men de påvirker vores vandmiljø. Derfor arbejder vi på at få færre overløb og mindske det, vi samlet set leder ud.

Her på siden kan du blive klogere på overløb, og hvad vi gør for at komme af med dem.

Hvorfor sker der overløb?

For at forstå overløb skal man først vide én ting om kloakken.

I en del af Herning Kommune har vi det, der kaldes fælleskloak. Her løber regnvand fra tage og veje i det samme kloakrør som spildevand fra blandt andet toilet, bad og køkken.

På en almindelig dag er der plads til vandet i rørene, og det bliver ledt videre til renseanlægget. Men når det regner meget eller kraftigt, kommer der store mængder regnvand i kloakken på kort tid. Til sidst kan systemet ikke håndtere mere.

Overløb er derfor en del af præmissen for et fælleskloakeret system. Når kloakken bliver fyldt, fungerer overløbet som en sikkerhedsventil. En del af vandet ledes ud, så det ikke i stedet risikerer at presse sig op på terræn eller bagud i systemet.

Det kan være nærliggende at tænke, at kloakrørene bare skal være større. Men selv større rør har en grænse for, hvor meget vand de kan rumme – især når store mængder regn falder på kort tid. Derfor kan et fælleskloakeret system ikke dimensioneres ud af enhver situation.

Overløb på få minutter

Se med og få den korte forklaring på, hvad et overløb er, hvorfor det sker, og hvad vi gør for at begrænse det.

 

Hvad er det egentlig, der løber ud?

Ved et overløb fra en fælleskloak er det ikke rent spildevand fra toilettet, der løber direkte ud. Det er en blanding af regnvand og urenset spildevand.

Når det regner kraftigt, udgør regnvandet en stor del af vandmængden. Men vandet er ikke rent. Det kan blandt andet indeholde organisk stof, næringsstoffer, bakterier og affald fra kloakken.

Derfor ønsker vi at begrænse både mængden af overløbsvand og dets påvirkning af vandmiljøet.

Hvor løber vandet hen? ​

Herning ligger midt i Jylland, så vores overløb leder ikke direkte ud i havet. Vandet løber ud i vandløb og derfra videre gennem de større vandløbssystemer.

Herning Kommune afvander gennem tre store vandløbssystemer: Skjern Å, Storå og Karup Å.

Det er vores opgave at håndtere spildevandet, så det belaster vandmiljøet mindst muligt. Derfor er vi optaget af både, hvor meget vi leder ud, hvor det ender, og hvordan vi kan mindske påvirkningen.

72 overløbspunkter

1.243 overløb

1.001.519 m³ overløbsvand

(2025 tal)

Hvor meget overløb har vi?

For at kunne gøre noget ved overløbene skal vi vide, hvor og hvornår de sker.

Derfor overvåger vi vores kloaksystem og måler på langt det meste af det vand, der løber ud ved overløb. Vi siger langt det meste, fordi vi ikke måler på de overløbsbygværker, vi er ved at lukke i forbindelse med kloakseparering.

Målingerne giver os et billede af, hvor de største udledninger sker. Det bruger vi til at prioritere vores indsatser, så vi kan sætte ind dér, hvor det gør størst forskel.

 

Hvad gør vi for at få færre overløb?

Vi kan ikke fjerne alle overløb fra den ene dag til den anden. En del af kloaksystemet i Herning Kommune er bygget som fælleskloak, og det tager både tid og kræver store investeringer at ændre.

Men vi kan gøre noget. Og vores vigtigste opgave er at sætte ind dér, hvor indsatsen gør størst forskel.

Vi adskiller regnvand og spildevand

En af de vigtigste løsninger er separatkloakering.

Når vi separatkloakerer, får regnvand og spildevand hvert sit rør. Spildevandet bliver fortsat ledt til renseanlægget, mens regnvandet håndteres separat.

Dermed fylder regnvandet ikke længere i spildevandskloakken, og overløbet kan fjernes.

Vi bruger data til at finde de vigtigste steder

Vi kan ikke grave hele kloaksystemet op på én gang. Derfor bruger vi vores målinger og beregninger til at finde de steder, hvor en indsats kan gøre størst forskel.

Det kan for eksempel føre til, at vi separatkloakerer, bygger et bassin, eller ændrer på kloaksystemet. 

På den måde bruger vi data til at prioritere vores investeringer – både for kunderne og for vandmiljøet.

Det samlede billede – hvad leder vi ud i vandmiljøet?

Overløb er kun en del af det, vi leder ud i vandmiljøet. Vores renseanlæg leder også renset spildevand ud i vandløb og søer. Derfor giver det bedst mening at se på vores udledninger samlet.

Vandet fra renseanlæggene er renset, mens vandet fra et overløb er regnvand blandet med urenset spildevand. De to typer udledninger er altså forskellige. Men begge kan tilføre stoffer til vandmiljøet.

Når vi skal vurdere vores påvirkning – og hvor vi kan gøre den største forskel – ser vi derfor ikke kun på, hvor mange overløb vi har. Vi ser på den samlede mængde, vi leder ud fra både renseanlæg og overløb, og hvad vandet indeholder. Her ser vi blandt andet på kvælstof, fosfor og organisk stof.

Herunder finder du en oversigt over vores samlede udledning i 2026. 

Vandmængde (m3)
% af total
Kvælstof (kg)
% af total
Fosfor
% af total
Org. stof BI5 (kg)
% af total
Renset spildevand (RA)
11.089.337
53
53.329
69
4.274
57
26.354
27
Regnvand fra tage og veje
8.670.248
42
11.942
15
1.187
16
40.047
42
Overløb fra fælleskloak
1.001.519
5
12.018
16
2.003
27
24.532
31
I alt
20.761.104
100
77.289
100
7.464
100
96.448
100

Vi skal fjerne mere kvælstof og fosfor

På vores renseanlæg fjerner vi allerede en stor del af spildevandets kvælstof og fosfor. Men nye miljøkrav betyder, at vi fremover skal rense endnu mere.

På vores største renseanlæg på Ålykkevej skal vi derfor i gang med en større opgradering. Her skal indholdet af kvælstof i det rensede spildevand ned på 3,5 mg/l og fosfor ned på 0,1 mg/l inden udgangen af 2027.

Det er en vigtig del af arbejdet med at mindske vores samlede udledning til vandmiljøet.

Vi forbereder os på fremtidens rensning

Der kommer også krav om et såkaldt fjerde rensetrin, som blandt andet skal kunne fjerne flere medicinrester og miljøfremmede stoffer fra spildevandet.

De præcise krav og retningslinjer er endnu ikke på plads, så vi ved ikke, hvilken løsning der bliver den rigtige for os. Men når vi nu opgraderer renseanlægget på Ålykkevej, tænker vi fremtidens rensning ind, så der er mulighed for at bygge videre, når kravene ligger fast.

Hvem bestemmer egentlig, hvad vi må lede ud?

Herning Vand kan ikke selv beslutte, hvor og hvor meget vi må lede ud. Udledninger fra både overløb og renseanlæg kræver myndighedstilladelser, og her har Herning Vand, Herning Kommune og Miljøstyrelsen forskellige roller.

Herning Vand driver kloaksystemet og renseanlæggene og skal overholde de krav, der gælder for vores udledninger.

Vi har søgt om udledningstilladelser til alle vores overløb. Ansøgningerne behandles løbende af Herning Kommune, og indtil behandlingen er afsluttet, er nogle af tilladelserne derfor fortsat ikke givet.

Herning Kommune behandler ansøgningerne om udledningstilladelser. Her vurderer kommunen den enkelte udledning og fastsætter de krav, der skal gælde.

Miljøstyrelsen fører tilsyn med vores udledninger og kan reagere, hvis regler eller krav i en tilladelse ikke bliver overholdt.

Hvad er en udledningstilladelse?

En udledningstilladelse betyder ikke, at vi frit kan lede spildevand ud.

Den gælder en konkret udledning og fastsætter de krav, vi skal overholde. Det kan for eksempel være krav til udledningen, dokumentation og hensynet til det vandløb eller den sø, der modtager vandet.

Der skal være en gældende tilladelse til udledninger af spildevand – også fra overløb i fælleskloakerede områder.

Vær at vide om overløb

Ved overløb fra fælleskloakken er der tale om regnvand blandet med urenset spildevand. Når det regner kraftigt, udgør regnvandet en stor del af vandmængden. Vandet er altså ikke rent men kraftig fortyndet spildevand.

En udledning fra et overløbsbygværk kræver en udledningstilladelse. Herning Kommune giver som udgangspunkt tilladelsen og fastsætter kravene, mens Miljøstyrelsen fører tilsyn med Herning Vands udledninger.

Nej. En udledningstilladelse fastsætter rammer og krav for den konkrete udledning.

Hvis en udledning ikke overholder reglerne eller kravene i en tilladelse, kan Miljøstyrelsen kræve, at forholdet bliver bragt i orden. Afhængigt af situationen kan det blandt andet føre til en indskærpelse, et påbud eller en politianmeldelse.

En del af kloaksystemet i Herning Kommune er stadig fælleskloakeret. Det er bygget op gennem mange år, og det kræver både store anlægsarbejder, tid og investeringer at ændre.

Derfor moderniserer vi kloaksystemet løbende og prioriterer de steder, hvor en indsats kan gøre den største forskel.

Mere og kraftigere regn kan belaste fælleskloakken mere. Det er en af grundene til, at vi løbende moderniserer og klimatilpasser kloaksystemet.

Større kloakrør er ikke nødvendigvis den bedste løsning. En vigtig del af løsningen er at undgå, at store mængder regnvand kommer ned i spildevandskloakken.

Derfor separatkloakerer vi løbende. Andre steder kan løsningen f.eks. være bassiner, ændringer i kloaknettet eller bedre styring af vandet. Vi vælger den løsning, der giver bedst mening det enkelte sted.

Ikke fra den ene dag til den anden. Men vi kan reducere dem.

Når fælleskloakken bliver erstattet af separate ledninger til regnvand og spildevand, kan de spildevandsholdige overløb fra det pågældende fællessystem fjernes.

Nej. Vi tager ikke prøver af vandet ved de enkelte overløb. I stedet følger vi overløbene gennem målinger af, hvor meget vand der bliver ledt ud.

Da vi ikke tager prøver af overløbsvandet, laver vi heller ikke analyser af det.

I stedet beregner vi indholdet af blandt andet kvælstof og fosfor ved at kombinere vores målinger af, hvor meget vand der løber ud, med nationale standardværdier for, hvad overløbsvand typisk indeholder.

Standardværdierne bygger på undersøgelser og data fra spildevandsområdet. På den måde kan vi beregne, hvor store mængder af de forskellige stoffer der samlet bliver ledt ud. Det er de beregnede mængder, vi bruger i vores årlige indberetning til myndighederne.

Ja. Vi er forpligtede til at indberette vores overløb til den fællesoffentlige spildevandsdatabase PULS, som Miljøstyrelsen administrerer.

Det gør vi naturligvis. Oplysningerne indgår dermed i den nationale registrering af udledninger fra spildevandssystemet.