Lige, rank og fejlfri? Nej tak. I hvert fald ikke, hvis man spørger skoven omkring Vestre Vandværk.
I de sidste par uger har vi haft besøg af en skovningsmaskine på intet mindre end 20 tons. Den hjalp os med at gøre skoven omkring vandværket mere naturlig, lys og varieret – og det krævede faktisk, at vi gjorde lidt op med forestillingen om, hvordan den ”pæne” skov skal se ud.
Tidligere er skoven blevet plejet i snorlige rækker, og vi har fældet de skæve og beskadigede træer og ladet de lige og flotte stå tilbage. Denne gang gjorde vi nærmest det modsatte.
Træer blev fældet på kryds og tværs, og nogle af de skæve, skadede og knap så Instagram-venlige eksemplarer fik lov til at blive. Skovningsmaskinen måtte sågar gerne give enkelte af de blivende træer et par skrammer med på vejen.
Det lyder måske lidt voldsomt, men der er mening med rodet.
Målet er en mere åben og lys skov med plads til både sunde træer, skadede træer og dødt ved, der med tiden får lov til at rådne. Det giver flere forskellige levesteder og dermed bedre muligheder for svampe, insekter, fugle og andre arter.
Kort sagt: mindre perfekt skov – mere naturlig skov og forhåbentlig større biodiversitet.
Og hvad har det så med vand at gøre?
En hel del. Skoven ligger omkring Vestre Vandværk, hvor vi hver dag arbejder med vores vigtigste naturressource: grundvandet. Derfor giver det god mening, at vi ikke kun har blik for det, der kommer op gennem boringerne, men også for naturen ovenpå.
Vi passer på vandet under jorden og vil samtidig gerne give naturen over jorden bedre betingelser.
Så hvis skoven omkring Vestre Vandværk ser lidt mere rodet ud end tidligere, er der ingen grund til bekymring.
Det er helt efter planen.