Hjemme igen? Så er det tid til at vække vandhanen

30. juli 2026
Vand og vissen potteplante. AI-genereret billede.

I starten af juli anbefalede vi, at du lukkede for hovedhanen, tjekkede de mistænkelige typer og gav regnvandet en flugtvej, inden du tog på ferie.

Nu er du hjemme igen.

Kufferten står i gangen. Vasketøjskurven har fået vokseværk. Og køleskabet indeholder en halv tube mayonnaise og noget, du ikke kan huske at have købt. Jeps. Ferien er slut.

Men inden du kaster dig over vasketøjet og forsøger at huske adgangskoden til din arbejdsmail, er der én ting, vi anbefaler, at du gør: Lad det kolde vand løbe et par minutter.

Vand har heller ikke godt af at stå stille for længe

Når boligen har stået tom i længere tid, har vandet i dine rør sandsynligvis gjort det samme. Altså stået stille. Og når vand står stille i boligens installationer i længere tid, giver det bedre betingelser for vækst af bakterier.

Derfor er det en god idé at skylle rørene igennem, når du kommer hjem. Åbn for de kolde vandhaner, og lad vandet løbe, indtil det bliver dejligt koldt. Det tager som regel kun et par minutter.

Og vandet behøver ikke gå til spilde. Saml det i en kande eller en spand, og brug det til at vande blomsterne. De trænger sikkert også til en ekstra tår efter din ferie.

Vi har holdt øje med vandet, mens du var væk

Mens du har holdt ferie, har vi passet vores arbejde. Vi har holdt øje med drikkevandet og sørget for, at det vand, vi sender ud i ledningsnettet, er i tiptop kvalitet.

Men der er forskel på vandet ude i vores ledningsnet og det vand, der har stået stille i rørene hjemme hos dig, mens du har været væk.

For selvom vandet er friskt og koldt, når vi sender det afsted, kan temperaturen stige, når det står stille i boligens installationer i længere tid. Og jo varmere vandet bliver, desto bedre bliver betingelserne for bakterievækst.

Det er derfor, vi anbefaler, at du lader vandet løbe, indtil det igen er dejligt koldt.

Din vandmåler tager temperaturen

Og nu vi er ved temperaturen: Er du drikkevandskunde hos Herning Vand, har du faktisk en lille temperaturmåler siddende derhjemme.

Den er bygget ind i din vandmåler.

Ud over at holde styr på, hvor meget vand du bruger, måler vandmåleren også temperaturen på vandet. Det giver os værdifuld viden om temperaturen ude hos vores kunder og hjælper os med at holde øje med vandet hele vejen gennem ledningsnettet.

Så når du åbner for den kolde hane efter ferien, skal vandet gerne blive koldt, når det har løbet et stykke tid.

Gør det ikke det, er det værd at være opmærksom. For så kan forklaringen være at finde i boligens egne installationer.

Bliver vandet ikke koldt? Så er det værd at undersøge

Måske ligger et koldtvandsrør for tæt på et varmt rør. Måske er der dårlig isolering. Eller måske er der en anden fejl i installationen, som får det kolde vand til at holde en temperatur, det ikke burde.

I så fald er det en god idé at få installationen undersøgt. Vi har styr på vandets kvalitet og temperatur, når vi sender det ud til dig, men de sidste meter gennem huset er dine.

Så er du klar til hverdagen igen

Vi har passet på vandet, mens du var væk. Du har skyllet rørene igennem, vandet er koldt, og ferien er slut. Vasketøjet, den tomme køleskabshylde og kufferten, der formentlig bliver stående i gangen lidt endnu, blander vi os udenom.

Velkommen hjem.

Vi håber, du har haft en god ferie.