1788069600

Guld uden harpiks på hænderne

3. februar 2026

Det er ikke kun et vist håndboldhold, der de seneste uger har taget guld i Boxen i Herning. Det har vores fælles og temmelig uundværlige vand faktisk også.

Sammen med DanskHåndbold brugte vi nemlig EM i håndbold til noget mere end jubel, bølge og ømme stemmebånd. Vi ville minde folk om, at rent drikkevand ikke bare løber af sig selv – og at ansvaret for det ligger hos os alle. Og selvom vi normalt ikke gør et stort nummer ud af os selv her på heden, tillader vi os denne gang at sige det ligeud: Det blev en guldmedalje i formidling, hvilket følgende tal bakker op:

  • 200 hektar klimaskov sat i gang
  • 250 elever igennem et tre ugers undervisningsforløb om vandets kredsløb
  • 5.000+ smagsprøver på herningensisk grundvand langet over disken
  • 50.000+ runder lokumsræs (ja, vi talte dem ikke – men det var mange)

Guld til grundvandet

Vi tyvstartede EM-festen allerede før første fløjt, da vi sammen med DanskHåndbold, Klimaskovfonden og Herning Kommune plantede det første træ i vores kommende klimaskov ved Løvbakkerne. En 20 hektar stor skov, der kommer til at vokse direkte oven på et af vores vigtigste grundvandsmagasiner – præcis dér, hvor vores nye vandværk skal bygges inden for de kommende år.

Det er ikke bare grøn pynt. Klimaskoven er et langsigtet værn om grundvandet, hvor skov erstatter gødning, sprøjtemidler osv.. Samtidig skaber den mere natur, flere stier og et sted, hvor man kan lære, hvordan vandet under fødderne ender som drikkevand i hanen.

Det starter med børnene

Hos Herning Vand tror vi på, at viden flytter noget. Forstår man vandets vej, passer man bedre på det. Og som de fleste forældre ved, kan børn være både vedholdende og temmelig overbevisende, når de først har fanget en sag.

Derfor brugte vi også EM som løftestang for læring. Omkring 250 skoleelever deltog i løbet af tre uger i undervisningsforløb med rundvisninger på Ålykkevej, på Vestre Vandværk og i Fanzonen. Spørgelysten var stor – og det samme var engagementet.

Og så var der toiletræset

Sidste disciplin i vores EM-program fandt sted i Fanzonen i Boxen. Her blev vores toiletræs en publikumsmagnet, hvor både børn, voksne og udenlandske gæster fik sus i håret og kloak-oplysning serveret i fuld fart.

Budskabet var enkelt – og gentaget til perfektion: Der er kun tre ting, der hører hjemme i toilettet. Tis, lort og toiletpapir. Ikke vatpinde, vådservietter eller gode intentioner.

Ud over grin, pitstop og konkurrence fik tusindvis af fans også en smagsprøve på herningensisk grundvand og historien om, hvordan vi med en forholdsvis simpel behandling laver grundvand om til drikkevand i topklasse. Og ja “Styr på lortet”-tatoveringerne røg selvfølgelig også hurtigt.

En holdindsats uden timeout

EM i håndbold har vist, at store begivenheder kan bruges til mere end mål og medaljer. De kan også skabe opmærksomhed, viden og handling, der rækker langt ud over slutfløjtet.

Og så har det endnu engang bevist, hvad man kan få ud af det, når en relativt lille organisation spiller hinanden gode, løfter i flok – og holder fokus på det vigtige.