Nyhed
Ved du, at toilettet har sin egen dag?
19. november 2024
Det er faktisk sandt. I dag den 19. november er det nemlig FN’s årlige Toilettets dag. En dag, der skal gøre os alle opmærksom på, at der stadig er 3,5 milliarder mennesker i verden, der lever uden et toilet.
Heldigvis er vi danskere ikke blandt dem, men desværre ved rigtig mange af os ikke, hvad et toilet rent faktisk skal bruges til. Mange tror nemlig, at toilettet er en slags skraldespand, man kan putte hvad som helst i.
Vi ved, hvad vi taler om
For alt det, der kommer i toilettet, ender i kloakken, der fører det til vores pumper. Her sætter det sig enten fast og ødelægger pumperne eller fortsætter ind på vores renseanlæg, hvor det bliver sorteret fra i risterummet.
Men er det nu så slemt?
Ja, det er faktisk et stort problem, for hvert år kører vi 155 tons affald væk bare fra renseanlægget på Ålykkevej. Derudover reparerer vi i gennemsnit 3 – 5 pumper om ugen, fordi de er stoppet til med alt muligt, der ikke hører hjemme i kloakken. Det koster hvert år mange penge – penge som du og jeg er med til at betale via spildevandsregningen.
Hvad må så komme i toilettet?
Det ved du sikkert godt sådan inderst inde, men ellers kan du finde svaret i videoen herunder.