Mikrobiologiske parametre
E. coli forekommer i varmblodede dyrs og menneskers tarmkanal. Findes E. coli i drikkevandet, indikerer det en nylig forurening af drikkevandet med tilløb fra kloak, septiktank, mødding, gylletanke o.lign. E. coli kan være ensbetydende med tilstedeværelse af sygdomsfremkaldende bakterier.
Parameteren blev i tidligere bekendtgørelser kaldt “Termotolerante coliforme bakterier”.
Måleenhed: MPN/100ml.
Kvalitetskrav ved forbrugers taphane: 0/100ml
Bakterier, der kan findes i andre miljøer end menneskers og dyrs tarmkanal. De kan være til stede i jord og vand. Forekomsten af coliforme bakterier i vand kan tyde på forurening med overfladevand, plantedele og/eller jord, men ikke altid på forurening med sundhedsskadelige bakterier
Måleenhed: MPN/100ml.
Kvalitetskrav ved forbrugers taphane: 0/100ml
Kimtal ved 22 °C giver udtryk for antallet af “kuldeelskende” bakterier, der kan være naturligt forekommende i naturen (jord- og vandbakterier, forrådnelsesbakterier m.v.), og som lever af vandets indhold af organisk stof.
De er sjældent sygdomsfremkaldende, men må dog ikke forekomme i for stor mængde, bl.a. af hensyn til svage personer.
Det er vigtigt at iagttage pludselige ændringer i kimtallet. Kimtallet blev tidligere målt som Kimtal ved 21°C, men det er den samme gruppe bakterier, der vokser frem.
Kvalitetskrav ved forbrugers taphane: Max. 200/mL.
Almindelige parametre
For høj temperatur på drikkevandet påvirker smagsindtrykket og kan give risiko for bakterievækst.
Der er ikke krav til temperaturen, men det bør tilstræbes, at vandet højst er 12 °C ved taphanen.
pH er et udtryk for vandets surhedsgrad således, at pH = 7 svarer til neutral reaktion.
Over 7 er vandet basisk eller alkalisk, og under 7 er det surt. Ved sur pH er der mulighed for afgivelse af metaller i vandet og ved for høj pH ses øget kalkfældning. Vandet må ikke være kalkaggressivt.
Kvalitetskrav ved forbrugers taphane: 7,0 – 8,5.
Ledningsevne eller konduktivitet er som inddampningsresten et udtryk for vandets indhold af opløste salte og benyttes som en hurtigmetode til kontrol af saltindhold. Vandet må ikke være aggressivt.
Vandets ledningsevne bør som minimum være 300 μS/cm ved 25 °C.
Kvalitetskrav ved forbrugers taphane: Min. 2.500 μS/cm ved 20˚C.
NVOC er en engelsk forkortelse for “Ikke Flygtigt Organisk Kulstof” og er en såkaldt samleparameter, dvs. en størrelse, der angiver forekomst af flere forskellige stoffer eller stofgrupper, hvori kulstof indgår som organisk kulstof.
Som oftest er NVOC udtryk for naturlig forekomst af bl.a. humusstoffer, men kan også være et tegn på forurening.
Kvalitetskrav ved forbrugers taphane: Max. 4 mg C/L.
Forekomst af ammonium kan være tegn på forurening, men har ofte andre årsager.
Råvandets ammoniumindhold vil ved korrekt vandbehandling omsættes via nitrit til nitrat under ret højt iltforbrug og medvirken af mikroorganismer. I rentvand i kemisk balance bør der ikke forekomme ammonium, da en eventuel ufuldstændig omsætning vil fortsætte ukontrolleret på ledningsnettet med bl. a. nitritdannelse til følge.
Hvis vandet ikke filtreres på vandværket, kan ammoniumindhold op til 0,5 mg/L accepteres, men nitrit skal i så fald kontrolleres på ledningsnettet. Ved vandbehandling med filtrering er kravet:
Kvalitetskrav ved forbrugers taphane: 0,05 mg/L.
Jern er det stof, som man først og fremmest ønsker at fjerne ved vandbehandlingen, i det for højt indhold i det rene vand giver de mest iøjnefaldende gener: Aflejringer i ledningsnet og armaturer, gener ved tøjvask og ved afsætninger i kummer og vaske, dårlig smag og uklarhed.
Forhøjet jernindhold er dog sjældent sundhedsskadeligt, selv om der under uheldige omstændigheder (iltfrie forhold) kan skabes mulighed for vækst af jernbakterier.
Visse steder i landet kan jernet være humint bundet (bundet til organiske humussyrer), og det kan da være vanskeligt ved en traditionel beluftning og filtrering at fjerne jernet 100 %.
Kvalitetskrav ved forbrugers taphane: 0.2 mg/l.
Mangan forekommer ofte sammen med jern og forårsager lignende ulemper, men i mindre mængde.
Mangan på ledningsnettet kan vise sig som et sort, lidt olieagtigt fedtet stof, evt. som en hinde på vandoverflader f.eks. i kummer.
Det behandlede vand bør derfor være helt manganfrit.
Kvalitetskrav ved forbrugers taphane: 0,05 mg/l.
For højt kloridindhold kan give smagsproblemer (vandet smager salt ved ca. 400 mg/L), risiko for korrosion med deraf følgende opløsning af tungmetaller, tæring i varmtvandssystemer m.v.
Specielt i Danmark med mulighed for saltvandsindtrængning og saltholdige jordlag er det vigtigt at holde kloridindholdet i hver enkelt boring under kontrol.
Kvalitetskrav ved forbrugers taphane: 250 mg/L.
For højt indhold af nitrat i drikkevand kan være sundhedsskadeligt, navnlig for spædbørn, idet nitrat i børns fordøjelsessystem bevirker, at ilttilførslen via de røde blodlegemer nedsættes, og børnene bliver “cyanotiske” (“blå børn”).
Der er desuden påvist en vis forøgelse i antal mavekræfttilfælde hos patienter fra områder med forhøjet nitratindhold i drikkevandet. Nitrat i rent vand, sædvanligvis i mængder mindre end 5 – 10 mg/L, er normalt og stammer som regel fra ammoniumomsætning (se under “Ammonium”).
Nitrat i råvand kan – sammen med forekomst af nitrit – være tegn på forurening, og vandet må i så fald vurderes med omtanke. Visse steder i landet kan forekomst af nitrat dog være af geologisk oprindelse, bl.a. på grund af nedsivning gennem jordlag, der ikke reducerer eller tilbageholder nitrat, og det er da vigtigt at holde skærpet opsyn med vandets mikrobiologiske tilstand, lige som organiske mikroforureninger, specielt pesticider, vil kunne forekomme.
Kvalitetskrav ved forbrugers taphane: 50 mg/L.
Nitrit i vand er som regel en ustabil forbindelse, der stammer fra omdannelse af ammonium på den ene eller anden måde. Hvis nitrit påvises, selv som spor, i en frisk prøve af råvand, er det tegn på forurening og mikrobiologisk aktivitet.
Forekomst af nitrit i rent vand behøver derimod ikke at betyde forurening, men kan under visse driftsforhold forekomme, men bør indskrænkes mest muligt.
I øvrigt kan høje nitritindhold virke hæmmende på blodets iltoptagelse.
Kvalitetskrav ved forbrugers taphane: 0,10 mg/L.
Forhøjet sulfatindhold kan som klorid give smagsproblemer og risiko for korrosion samtidig med, at det i forbindelse med magnesium virker afførende.
Desuden kan sulfat under uheldige omstændigheder reduceres til den ildelugtende og giftige luftart svovlbrinte, f.eks. under iltfrie forhold i varmtvandssystemet.
Kvalitetskrav ved forbrugers taphane: 250 mg/L.
Forekomst af fosfor i såvel råvand som rentvand kan være tegn på forurening (tilløb af overfladevand/spildevand), men kan også have en geologisk oprindelse.
I navnlig dybe boringer med et vist jernindhold vil en del af jernet ofte være bundet som fosfat, som i så fald vil blive tilbageholdt i filtrene, hvis disse fungerer tilfredsstillende.
Der bør derfor ikke forekomme fosfor i rent vand, ej heller som spor.
Uorganiske sporstoffer
Naturligt forekommende grundstof, som er meget giftigt (f. eks. Arsenik) og ophobes i kroppen. Kun Vest/Sønderjylland og Nordsjælland har lavere forekomst af arsen.
I resten af landet er ofte et højere indhold. Arsen udfælder med jern under vandbehandlingen.
Kvalitetskrav ved forbrugers taphane: 5 μg/L.
Naturligt forekommende, ofte i koncentrationer som giver kvalitetsmæssige problemer i drikkevandet.
Er bl.a. allergifremkaldende. Er let opløseligt og derfor også en god indikator for andre forureninger med tungmetaller. Udfælder delvist med jern og mangan i vandbehandlingen.
Kvalitetskrav ved forbrugers taphane: 20 μg/L.
Listen omfatter en række pesticider og nedbrydningsprodukter, som det er obligatorisk at kontrollere.
Listen over pesticider og nedbrydningsprodukter opdateres løbende.
Sum af alle pesticider: Max. 0,5 μg/L. Værdien gælder for summen af alle individuelle pesticider, som påvises og kvantificeres under kontrolproceduren.
Kvalitetskrav ved forbrugers taphane for de enkelte stoffer er 0,1 μg/L.
Jævnligt findes nye pesticidrester, som efterfølgende medtages på listen over stoffer, der skal med i kontrollen.
Organiske mikroforureninger omfatter Pesticider, Aromater, Klorholdige opløsningsmidler, PAH-forbindelser, Perfluorerede-forbindelser (PFAS), Olieprodukter og mange flere. Typisk er disse miljøfremmede stoffer, som menneskelig aktivitet har forurenet med.
De fleste parametre måles i μg/L, hvilket svarer til billiontedele (ppb).
Vandkvalitetskrav varierer fra stof til stof, men kan inddeles i tre grupper:
Under 1 μg/L: Stoffer som er kendt stærkt toksiske hhv. ikke er accepteret i drikkevandet (PFAS hhv. pesticider). Kvalitetskravet for de fleste pesticider er 0,1 µg/l pr. stof – og 0,5 µg/l for summen af pesticider.
1 – 10 μg/L: Stoffer med kendt toksicitet, men som er vurderet til ikke at udgøre en risiko ved de angivne kvalitetskrav.
Over 10 μg/L: Stoffer med lavere toksicitet.
Det bemærkes at kvalitetskrav for PFAS netop er skærpet til, at summen af PFAS-stofferne PFOA, PFOS, PFNA og PFHxS højst må være 2 nanogram pr. liter. PFAS er kræftfremkaldende og hormonforstyrrende. Desuden er det svært nedbrydelige og hober sig op i naturen. Der er fundet en række forureninger med PFAS-stoffer fra blandt andet brandslukningsskum, som tidligere i store mængde blev anvendt på brandøvelsespladser.
Vil du vide mere?
Kvaliteten af drikkevandet skal overholde Drikkevandsbekendtgørelsen, som fastsætter vandkvalitetskrav i forhold til menneskers sundhed både for de stoffer, der forekommer naturligt i grundvandet og for de stoffer, der er tilført vandet fra menneskelig aktivitet (forureninger).