Forstå analyserne

Når vores drik­ke­vand bli­ver ana­ly­se­ret, bli­ver der set på både mikro­bi­o­lo­gi­ske og almin­de­li­ge para­me­tre, uor­ga­ni­ske spor­stof­fer, pesti­ci­der samt orga­ni­ske mikroforurening.

Mikrobiologiske parametre

E. coli fore­kom­mer i varm­blo­de­de dyrs og men­ne­skers tarm­ka­nal. Findes E. coli i drik­ke­van­det, indi­ke­rer det en nylig foru­re­ning af drik­ke­van­det med til­løb fra klo­ak, sep­tik­tank, mød­ding, gyl­le­tan­ke o.lign. E. coli kan være ens­be­ty­den­de med til­ste­de­væ­rel­se af syg­doms­frem­kal­den­de bakterier.

Parameteren blev i tid­li­ge­re bekendt­gø­rel­ser kaldt “Termotolerante coli­for­me bakterier”.

Måleenhed: MPN/100ml.

Kvalitetskrav ved for­bru­gers tap­ha­ne: 0/100ml

Bakterier, der kan fin­des i andre mil­jø­er end men­ne­skers og dyrs tarm­ka­nal. De kan være til ste­de i jord og vand. Forekomsten af coli­for­me bak­te­ri­er i vand kan tyde på foru­re­ning med over­fla­de­vand, plan­te­dele og/eller jord, men ikke altid på foru­re­ning med sund­heds­ska­de­li­ge bakterier

Måleenhed: MPN/100ml.

 

Kvalitetskrav ved for­bru­gers tap­ha­ne: 0/100ml

Kimtal ved 22 °C giver udtryk for antal­let af “kul­de­el­sken­de” bak­te­ri­er, der kan være natur­ligt fore­kom­men­de i natu­ren (jord- og vand­bak­te­ri­er, for­råd­nel­ses­bak­te­ri­er m.v.), og som lever af van­dets ind­hold af orga­nisk stof.

De er sjæl­dent syg­doms­frem­kal­den­de, men må dog ikke fore­kom­me i for stor mæng­de, bl.a. af hen­syn til sva­ge personer.

Det er vig­tigt at iagt­ta­ge plud­se­li­ge ændrin­ger i kim­tal­let. Kimtallet blev tid­li­ge­re målt som Kimtal ved 21°C, men det er den sam­me grup­pe bak­te­ri­er, der vok­ser frem.

Kvalitetskrav ved for­bru­gers tap­ha­ne: Max. 200/mL.

Almindelige parametre

For høj tem­pe­ra­tur på drik­ke­van­det påvir­ker smag­sind­tryk­ket og kan give risi­ko for bakterievækst.

Der er ikke krav til tem­pe­ra­tu­ren, men det bør til­stræ­bes, at van­det højst er 12 °C ved taphanen.

pH er et udtryk for van­dets sur­heds­grad såle­des, at pH = 7 sva­rer til neut­ral reaktion.

Over 7 er van­det basisk eller alka­lisk, og under 7 er det surt. Ved sur pH er der mulig­hed for afgi­vel­se af metal­ler i van­det og ved for høj pH ses øget kal­k­fæld­ning. Vandet må ikke være kalkaggressivt.

Kvalitetskrav ved for­bru­gers tap­ha­ne: 7,0 – 8,5.

Ledningsevne eller kon­duk­ti­vi­tet er som ind­damp­nings­re­sten et udtryk for van­dets ind­hold af oplø­ste sal­te og benyt­tes som en hur­tig­me­to­de til kon­trol af sal­tind­hold. Vandet må ikke være aggressivt.

Vandets led­nings­ev­ne bør som mini­mum være 300 μS/cm ved 25 °C.

Kvalitetskrav ved for­bru­gers tap­ha­ne: Min. 2.500 μS/cm ved 20˚C.

NVOC er en engelsk for­kor­tel­se for “Ikke Flygtigt Organisk Kulstof” og er en såkaldt sam­le­pa­ra­me­ter, dvs. en stør­rel­se, der angi­ver fore­komst af fle­re for­skel­li­ge stof­fer eller stof­grup­per, hvori kul­stof ind­går som orga­nisk kulstof.

Som oftest er NVOC udtryk for natur­lig fore­komst af bl.a. humus­stof­fer, men kan også være et tegn på forurening.

Kvalitetskrav ved for­bru­gers tap­ha­ne: Max. 4 mg C/L.

Forekomst af ammo­ni­um kan være tegn på foru­re­ning, men har ofte andre årsager.

Råvandets ammo­ni­u­mind­hold vil ved kor­rekt vand­be­hand­ling omsæt­tes via nitrit til nitrat under ret højt ilt­for­brug og med­vir­ken af mikro­or­ga­nis­mer. I rentvand i kemisk balan­ce bør der ikke fore­kom­me ammo­ni­um, da en even­tu­el ufuld­stæn­dig omsæt­ning vil fort­sæt­te ukon­trol­le­ret på led­nings­net­tet med bl. a. nitrit­dan­nel­se til følge.

 

Hvis van­det ikke fil­tre­res på vand­vær­ket, kan ammo­ni­u­mind­hold op til 0,5 mg/L accep­te­res, men nitrit skal i så fald kon­trol­le­res på led­nings­net­tet. Ved vand­be­hand­ling med fil­tre­ring er kravet:

 

Kvalitetskrav ved for­bru­gers tap­ha­ne: 0,05 mg/L.

Jern er det stof, som man først og frem­mest ønsker at fjer­ne ved vand­be­hand­lin­gen, i det for højt ind­hold i det rene vand giver de mest iøj­ne­fal­den­de gener: Aflejringer i led­nings­net og arma­tu­rer, gener ved tøjvask og ved afsæt­nin­ger i kum­mer og vaske, dår­lig smag og uklarhed.

Forhøjet jer­nind­hold er dog sjæl­dent sund­heds­ska­de­ligt, selv om der under uhel­di­ge omstæn­dig­he­der (ilt­frie for­hold) kan ska­bes mulig­hed for vækst af jernbakterier.

Visse ste­der i lan­det kan jer­net være humint bun­det (bun­det til orga­ni­ske humus­sy­rer), og det kan da være van­ske­ligt ved en tra­di­tio­nel beluft­ning og fil­tre­ring at fjer­ne jer­net 100 %.

Kvalitetskrav ved for­bru­gers tap­ha­ne: 0.2 mg/l.

Mangan fore­kom­mer ofte sam­men med jern og for­år­sa­ger lig­nen­de ulem­per, men i min­dre mængde.
Mangan på led­nings­net­tet kan vise sig som et sort, lidt olie­ag­tigt fed­tet stof, evt. som en hin­de på van­d­over­fla­der f.eks. i kummer.

Det behand­le­de vand bør der­for være helt manganfrit.

Kvalitetskrav ved for­bru­gers tap­ha­ne: 0,05 mg/l.

For højt klo­ri­dind­hold kan give smags­pro­ble­mer (van­det sma­ger salt ved ca. 400 mg/L), risi­ko for kor­ro­sion med der­af føl­gen­de opløs­ning af tung­me­tal­ler, tæring i varmtvands­sy­ste­mer m.v.

 

Specielt i Danmark med mulig­hed for saltvand­s­ind­træng­ning og salt­hol­di­ge jord­lag er det vig­tigt at hol­de klo­ri­dind­hol­det i hver enkelt bor­ing under kontrol.

 

Kvalitetskrav ved for­bru­gers tap­ha­ne: 250 mg/L.

For højt ind­hold af nitrat i drik­ke­vand kan være sund­heds­ska­de­ligt, navn­lig for spæd­børn, idet nitrat i børns for­dø­jel­ses­sy­stem bevir­ker, at ilt­til­førs­len via de røde blod­le­ge­mer ned­sæt­tes, og bør­ne­ne bli­ver “cya­no­ti­ske” (“blå børn”).

Der er des­u­den påvist en vis for­ø­gel­se i antal mave­kræft­til­fæl­de hos patien­ter fra områ­der med for­hø­jet nitrat­ind­hold i drik­ke­van­det. Nitrat i rent vand, sæd­van­lig­vis i mæng­der min­dre end 5 – 10 mg/L, er nor­malt og stam­mer som regel fra ammo­ni­u­mom­sæt­ning (se under “Ammonium”).

Nitrat i råvand kan – sam­men med fore­komst af nitrit – være tegn på foru­re­ning, og van­det må i så fald vur­de­res med omtan­ke. Visse ste­der i lan­det kan fore­komst af nitrat dog være af geo­lo­gisk oprin­del­se, bl.a. på grund af nedsiv­ning gen­nem jord­lag, der ikke redu­ce­rer eller til­ba­ge­hol­der nitrat, og det er da vig­tigt at hol­de skær­pet opsyn med van­dets mikro­bi­o­lo­gi­ske til­stand, lige som orga­ni­ske mikro­foru­re­nin­ger, spe­ci­elt pesti­ci­der, vil kun­ne forekomme.

Kvalitetskrav ved for­bru­gers tap­ha­ne: 50 mg/L.

Nitrit i vand er som regel en usta­bil for­bin­del­se, der stam­mer fra omdan­nel­se af ammo­ni­um på den ene eller anden måde. Hvis nitrit påvi­ses, selv som spor, i en frisk prø­ve af råvand, er det tegn på foru­re­ning og mikro­bi­o­lo­gisk aktivitet.

 

Forekomst af nitrit i rent vand behø­ver der­i­mod ikke at bety­de foru­re­ning, men kan under vis­se drifts­for­hold fore­kom­me, men bør ind­skræn­kes mest muligt.

 

I øvrigt kan høje nitri­tind­hold vir­ke hæm­men­de på blo­dets iltoptagelse.

 

Kvalitetskrav ved for­bru­gers tap­ha­ne: 0,10 mg/L.

Forhøjet sul­fat­ind­hold kan som klo­rid give smags­pro­ble­mer og risi­ko for kor­ro­sion sam­ti­dig med, at det i for­bin­del­se med mag­ne­si­um vir­ker afførende.

 

Desuden kan sul­fat under uhel­di­ge omstæn­dig­he­der redu­ce­res til den ilde­lug­ten­de og gif­ti­ge luf­tart svovlbrin­te, f.eks. under ilt­frie for­hold i varmtvandssystemet.

 

Kvalitetskrav ved for­bru­gers tap­ha­ne: 250 mg/L.

Forekomst af fos­for i såvel råvand som rentvand kan være tegn på foru­re­ning (til­løb af overfladevand/spildevand), men kan også have en geo­lo­gisk oprindelse.

 

I navn­lig dybe bor­in­ger med et vist jer­nind­hold vil en del af jer­net ofte være bun­det som fos­fat, som i så fald vil bli­ve til­ba­ge­holdt i fil­tre­ne, hvis dis­se fun­ge­rer tilfredsstillende.

 

Der bør der­for ikke fore­kom­me fos­for i rent vand, ej hel­ler som spor.

Uorganiske sporstoffer

Naturligt fore­kom­men­de grund­stof, som er meget gif­tigt (f. eks. Arsenik) og opho­bes i krop­pen. Kun Vest/Sønderjylland og Nordsjælland har lave­re fore­komst af arsen.

 

I resten af lan­det er ofte et høje­re ind­hold. Arsen udfæl­der med jern under vandbehandlingen.

 

Kvalitetskrav ved for­bru­gers tap­ha­ne: 5 μg/L.

Naturligt fore­kom­men­de, ofte i kon­cen­tra­tio­ner som giver kva­li­tets­mæs­si­ge pro­ble­mer i drikkevandet.

Er bl.a. aller­gif­rem­kal­den­de. Er let oplø­se­ligt og der­for også en god indi­ka­tor for andre foru­re­nin­ger med tung­me­tal­ler. Udfælder del­vist med jern og man­gan i vandbehandlingen.

 

Kvalitetskrav ved for­bru­gers tap­ha­ne: 20 μg/L.

Listen omfat­ter en ræk­ke pesti­ci­der og ned­bryd­nings­pro­duk­ter, som det er obliga­to­risk at kontrollere.

 

Listen over pesti­ci­der og ned­bryd­nings­pro­duk­ter opda­te­res løbende.

 

Sum af alle pesti­ci­der: Max. 0,5 μg/L. Værdien gæl­der for sum­men af alle indi­vi­du­el­le pesti­ci­der, som påvi­ses og kvan­ti­fi­ce­res under kontrolproceduren.

 

Kvalitetskrav ved for­bru­gers tap­ha­ne for de enkel­te stof­fer er 0,1 μg/L.

 

Jævnligt fin­des nye pesti­ci­dre­ster, som efter­føl­gen­de med­ta­ges på listen over stof­fer, der skal med i kontrollen.

Organiske mikro­foru­re­nin­ger omfat­ter Pesticider, Aromater, Klorholdige opløs­nings­mid­ler, PAH-forbindelser, Perfluorerede-forbindelser (PFAS), Olieprodukter og man­ge fle­re. Typisk er dis­se mil­jøfrem­me­de stof­fer, som men­ne­ske­lig akti­vi­tet har foru­re­net med.

 

De fle­ste para­me­tre måles i μg/L, hvil­ket sva­rer til bil­li­onte­dele (ppb).

 

Vandkvalitetskrav vari­e­rer fra stof til stof, men kan ind­de­les i tre grupper:

 

Under 1 μg/L: Stoffer som er kendt stærkt tok­si­ske hhv. ikke er accep­te­ret i drik­ke­van­det (PFAS hhv. pesti­ci­der). Kvalitetskravet for de fle­ste pesti­ci­der er 0,1 µg/l pr. stof – og 0,5 µg/l for sum­men af pesticider.

 

1 – 10 μg/L: Stoffer med kendt tok­si­ci­tet, men som er vur­de­ret til ikke at udgø­re en risi­ko ved de angiv­ne kvalitetskrav.

 

Over 10 μg/L: Stoffer med lave­re toksicitet.

 

Det bemær­kes at kva­li­tets­krav for PFAS net­op er skær­pet til, at sum­men af PFAS-stofferne PFOA, PFOS, PFNA og PFHxS højst må være 2 nano­gram pr. liter. PFAS er kræft­frem­kal­den­de og hor­mon­for­styr­ren­de. Desuden er det svært ned­bry­de­li­ge og hober sig op i natu­ren. Der er fun­det en ræk­ke foru­re­nin­ger med PFAS-stoffer fra blandt andet brand­sluk­nings­skum, som tid­li­ge­re i sto­re mæng­de blev anvendt på brandøvelsespladser. 

Vil du vide mere?

Kvaliteten af drik­ke­van­det skal over­hol­de Drikkevandsbekendtgørelsen, som fast­sæt­ter vand­kva­li­tets­krav i for­hold til men­ne­skers sund­hed både for de stof­fer, der fore­kom­mer natur­ligt i grund­van­det og for de stof­fer, der er til­ført van­det fra men­ne­ske­lig akti­vi­tet (foru­re­nin­ger).