Regnvandsbassiner er ikke badebassiner


10.07.2019

Flotte og indbydende ser de ud – regnvandsbassinerne. Og det er naturligvis mere end fristende at dyppe tæerne i dem, når kalenderen skriver sommer og sol. Men det kan være en dårlig ide.

Vandet i bassinerne er ikke nødvendigvis rent

Regnvandsbassinerne opsamler og renser regnvand fra tage, veje og pladser, inden vandet udledes til  åer og vandløb. Vandet kan derfor være påvirket af olie og andre miljøfremmende stoffer, der ikke er gode for mennesker.

Og så er der algerne

Især i sensommeren og efteråret kan der forekomme blågrønne alger i alle søer og dermed også i regnvandsbassinerne. Blågrønne alger opstår, når meget sollys kombineres med forholdsvis høj vandtemperatur. Algerne viser sig som grønt og grumset vand med skum på overfladen og kan give en kraftig forgiftning med hovedpine, hudirritation, feber, kvalme og diarré.

Hvad med hundene?

Lige så vel som vi mennesker kan få lyst til at blive kølet ned på en varm sommerdag, elsker de fleste hunde også en tur i det svalende vand. Så længe vandet i bassinerne ser rent ud, kan du godt lade din hund bade i og drikke af vandet. Er vandet derimod grumset, uklart eller lugter, anbefaler vi at holde din hund ude af vandet.

Hvor er det så, jeg ikke skal bade?

Når nu vi siger, at det kan være en dårlig ide at bade i regnvandsbassinerne, er det meget rart at vide, hvor de er placeret. Det kan du se på dette kort (åbner i nyt vindue), hvor regnvandsbassinerne er de mørkeblå områder.

Vil du vide mere?

Har du spørgsmål til regnvandsbassinerne, er du altid velkommen til at tage kontakt til os. Du fanger os på tlf. 9999 2299 eller mail info@herningvand.dk