Pressemeddelse
To manglende udledningstilladelser har ført til politianmeldelse af Herning Vand

14. april 2025
To manglende udledningstilladelser har ført til, at Miljøstyrelsen fredag den 11. april har politianmeldt Herning Vand. De to tilladelser drejer sig om udledning fra overløb på henholdsvis Vildbjerg og Aulum Renseanlæg.
Hvad er en udledningstilladelse?
En udledningstilladelse er en lovpligtig godkendelse, der fastsætter, hvilke vand- og stofmængder vi må udlede til omgivelserne fra vores renseanlæg. Formålet med tilladelsen er at sikre, at udledninger af spildevand holdes inden for lovbestemte grænser.
Derfor sker overløb
Overløb opstår, når kloaksystemet og vores renseanlæg ikke kan følge med under kraftige regnskyl. Det er en udfordring, som spildevandsselskaber i hele landet står over for – og som forværres af klimaforandringerne. Uden kontrollerede overløb vil alternativet være oversvømmelser af boliger, virksomheder og vigtig infrastruktur. Overløbene er derfor en nødvendig sikkerhedsforanstaltning, der beskytter både mennesker og bygninger.
Dialog med kommunen
Tilladelsen til udledningerne skal gives af Herning Kommune, og vi har været og er i løbende dialog med kommunen om de manglende tilladelser. Det er naturligvis ikke godt nok, at vi ikke har de nødvendige tilladelser, men vi og Herning Kommune forventer, at tilladelserne er godkendte senest 1. juli, 2025.
Spørgsmål
Er der spørgsmål til ovenstående, kan vores administrerende direktør Hans Erik Kristoffersen træffes på tlf. 2333 8885 eller mail hkr@herningvand.dk