Kontorelev med speciale i Administration

Vil du være med til at give vores kunder den bedste service samtidig med, du bliver oplært i det at arbejde på kontor? Sætter du en ære i, at tingene skal være i orden til tiden? Og har du lyst til at blive en del af en bæredygtig forsyningsvirksomhed, der hver dag arbejder for at sikre sundt vand og rense spildevandet for borgerne i Herning Kommune? Så er det lige dig, vi mangler som kontorelev med speciale i Administration hos Herning Vand.

Om uddannelsen
Som kontorelev ved Herning Vand vil du blive tilknyttet afdelingen for Kunder og Administration, hvor du vil få en allround uddannelse indenfor administration og kundeservice. Du vil få indsigt i mange af organisationens administrative opgaver, med mulighed for at gå i dybden med store dele af dem. Du vil samarbejde med andre kollegaer om forskellige arbejdsopgaver, samt få ansvar for dine egne. Af opgaver kan blandt andet nævnes:
• Kundehåndtering såvel telefonisk som mail
• Ajourføring af kundedata i opkrævningssystemet for vores 36.000 kunder.
• Debitorstyringen herunder inddrivelse af fordringer
• Kreditorstyring
• Afstemningsopgaver i bogholderiet
• Deltage i processer omkring økonomirapportering og budgetopfølgning
• Deltage i processer vedr. aflæggelse af årsrapport.
• Mulighed for at arbejde med avancerede Excel-modeller og softwarerobotter

Du får tilknyttet en elevansvarlig og vil få masser af mulighed for at suge til dig af viden og erfaring fra mange dygtige kollegaer. Uddannelsen er 2-årig og veksler mellem praktik hos os og skoleundervisning på Herningsholm.

Vi tilbyder
• en allround uddannelse indenfor administration og kundeservice
• en spændende arbejdsplads med gode muligheder for faglig og personlig udvikling
• en arbejdsplads, der tidligere har vundet prisen som Årets Læreplads på UCH, Holstebro.
• en afdeling med 11 kollegaer, der værdsætter et godt sammenhold og et godt arbejdsmiljø, hvor humoren trives.

For den rette vedkommende er der efter elevforløbet mulighed for fastansættelse.

Om dig
Vi er interesseret i at finde det helt rette match, hvor kemi og personligheder passer sammen. Med andre ord betyder din alder ikke så meget for os, og vi er også åbne for ansøgninger om en voksenelevplads.

For at blive kontorelev hos Herning Vand skal du have afsluttet EUX Business eller HHX. Alternativt HF/STX/HTX suppleret med et 5 ugers EUS forløb. Hvis du har erhvervserfaring, er det en fordel, men ikke et krav.

Derudover har du:
• overblik, ordenssans og arbejder struktureret
• evnen til at sætte dig ind i komplicerede regelsæt
• analytiske færdigheder
• viljen til at udfordre vanetænkningen på en konstruktiv måde – også overfor ledelsen
• en udadvendt profil, som er ansvarsbevidst og servicemindet
• gode formidlingsevner

Vi lægger vægt på, at du kan – og vil
• sætte kunden i centrum
• formulere dig klart og forståeligt i skrift og tale
• samarbejde med både økonomer og andre faggrupper
• holde fokus i hektiske situationer
• bevare dit gode humør

Praktiske oplysninger
Du kan få yderligere information om stillingen og Herning Vand ved at kontakte administrationschef Poul Schlosser (se kontaktinfo til højre).

Du søger jobbet ved at sende ansøgning og CV til Poul Schlosser på mail: pos@herningvand.dk eller pr. post (mærk kuverten „Ansøgning – elevplads, administration).

Ansøgningsfrist: 15. juli 2021

Ansættelse pr. 1. september, 2021

Arbejdsstedet er Herning Vand, Ålykkevej 5, 7400 Herning.


POUL SCHLOSSER

Administrationschef
pos@herningvand.dk
tlf.: 3010 2007