Nyhed
Ledningsbrud på Dæmningen
5. september 2024
Her til morgen har en entreprenørmaskine desværre været lidt for tæt på en af vores store drikkevandsledninger ved Dæmningen i Herning. Det betød, at hele byen for en kort periode mærkede et betydeligt tab af tryk på vandet, ligesom en mindre del vores kunder stod uden vand.
42 minutters nedetid
Kl. 6:32, hvor rigtig mange af os enten er ved at tage bad eller lave morgenkaffe, modtog vores vagttelefon et opkald fra en lokal entreprenør, der uheldigvis havde ramt og lavet hul på en af vores drikkevandsledninger. Det betød, at vores system pumpede ca. 1.300 m³ vand ud i timen. På en normal morgen pumper systemet ca. 600 m³, og på en varm sommerdag, hvor forbruget er højest, ligger tallet på ca. 900 m³. Det var altså et af de større brud, hvilket betød, at en mindre gruppe kunder stod uden vand, og endnu flere kunder oplevede et fald i vandtrykket.
Kl. 07:14 – 42 minutter senere – havde vores dygtige folk lukket de nødvendige ventiler, og den normale drift kunne vende retur.
Hvad sker der nu?
Vi er nu i gang med at udbedre skaden. En vigtig og hel normal procedure i den forbindelse er at tage prøver at vandet for at teste vandkvaliteten for blandt andet jordbakterier. Kvaliteten skal nemlig være helt i orden og leve op til vores strenge krav, inden vi igen kan tilslutte den pågældende ledning til resten af ledningsnettet. Prøverne bliver taget og analyseret hen over weekend, og vi forventer at kunne påbegynde arbejdet med tilslutningen i næste uge.
Syv adresser omkring Dæmningen har måtte vente lidt med at slukke tørsten i et glas vand, men ved 13:30-tiden i eftermiddag havde også de vand i hanen igen.
Sådan informerer vi om vandbrud og andre kritiske situationer
Når der opstår et vandbrud eller lignende, udsender vi altid en SMS til de berørte kunder. Det er dog vigtigt at være opmærksom på, at vores SMS-service til driftsforstyrrelser og info om projekter i dit nærområde IKKE bruger samme system som vores Alarmservice, hvor du får besked ved lækage og brud. Du kan derfor godt være tilmeldt Alarmservice uden at være tilmeldt SMS-service.
Bor du i Herning Kommune, er du som udgangspunkt automatisk tilmeldt den gratis SMS-service, da SMS-service trækker dit nummer fra det offentlige telefonregister.
Har du hemmeligt nummer, taletidskort eller mobiltelefon via din arbejdsplads, skal du selv tilmelde dig via formularen, som du finder på linket herunder.
Ønsker du IKKE automatisk SMS, kan du afmelde ordningen via linket herover.
Er du i tvivl, om dit nummer er tilmeldt, kan du indtaste det i formularen. Hvis du får mulighed for at afmelde, betyder det, at du allerede er tilmeldt, og du behøver derfor ikke at gøre mere.
Opdager du et brud?
Oplever du uregelmæssigheder i forsyningen af drikkevand, vil vi meget gerne høre fra dig. I vores åbningstid på hverdage mellem kl. 9 og 15 (fredag dog kun til kl. 12), er du velkommen til at give os et kald på tlf. 9999 2299. Uden for kontorets åbningstid vil opkald på hovednummeret automatisk blive omstillet til vores vagttelefon.