Nyhed
Indfaldsvej spærres: Vejarbejde lukker trafikeret Herning-vej i fire måneder

17. marts 2025
Af journalist Bo Lundgaard
Artikel bragt i Herning Folkeblad søndag den 16. marts, 2025
Borgerne i Herning og omegn kan godt begynde at forberede sig på, at de om en uges tid muligvis ikke længere kan køre den sædvanlige vej på arbejde.
Fra mandag 24. marts lukker Herning Vand og Herning Kommune den sydlige del af Gullestrupvej, der skal gennemgå et større vejarbejde med udskiftning af kloakker og drikkevandsledninger.
Strækningen – som er fra rundkørslen på Gl. Landevej til lyskrydset ved H P Hansens Vej – vil være spærret for bilister og cyklister i omkring fire måneder frem til juli.
Fjerde kloak-etape
Selve vejarbejdet på Gullestrupvej foregår over knap 300 meter.
- Vi skal omkring 20 meter nord for lyskrydset ved Herning HF & VUC. Herudover foregår alt arbejdet mod syd, siger projektleder Thomas Storm, der står for projektet fra Herning Vand.
Der er tale om et klimaprojekt, hvor kloakkerne laves om til et to-strenget system, så regnvand fra 2029 kan ledes ud i klimasøerne ved Lillelund Engpark.
Når Gullestrupvej er færdig til sommer, genåbnes vejen, hvorefter arbejdet fortsætter på de omkringliggende veje mod vest – det er Brorsonsvej, Kingosvej, Grundtvigsvej og Ingemannsvej.
- Samlet set er der afsat omkring to år til dette projekt, som er det næstsidste af fem etaper i Herning midtby, siger Thomas Storm, der har lavet det hele som et fællesudbud i samarbejde med Herning Kommune.
Rent praktisk foregår arbejdet på den måde, at man etablerer den nye 300 millimeter tykke vandledning først, hvorefter man holder vand på både den nye og den gamle ledning indtil allersidst.
- Vi skifter drikkevandsledningen, fordi vi alligevel er i jorden. Men arbejdet udføres egentlig kun for at udskiftet støbejernskloakken, der er fra 1960’erne, siger Thomas Byskov, der er Herning Vands projektleder på drikkevandet.
Biler ingen adgang
Efter ledningsarbejdet skal der laves nye fortove, cykelstier og asfaltbelægninger – og det hele koster i omegnen af 20 millioner kroner.
Arbejdet udføres af entreprenørfirmaet A/S Ole Andersen fra Lind.
- Det er et projekt, hvor vi starter ud med 3 mand. Senere vil vi øge bemandingen op til mellem 5 og 10 medarbejdere afhængig af, hvad vi skal arbejde med, siger projektleder Dan Bjørnskov fra entreprenørfirmaet.
Når projektet tager så lang tid, så er det blandt andet fordi, det er vanskeligt at grave tæt på drikkevandsledninger – og derfor kan håndværkerne oftest ikke være i samme område på samme tid.
Ud over bilisterne vil første del af vejarbejdet primært ramme den stribe husejere, der bor langs Gullestrupvej nord for rundkørslen.
- De vil i en kort periode ikke have mulighed for at parkere på deres ejendom. Heldigvis er der gode parkeringsmuligheder i nabolaget, siger Satenik Gasparyan.
Sammenlagt berører arbejdet lidt over 100 huse – heraf flere etageejendomme. Men de fleste beboere vil kun opleve en smule besvær i de konkrete perioder, hvor der graves og arbejdes på netop deres sideveje.
6600 biler i døgnet
For bilister og cyklister har Herning Vand lavet en plan for omkørsler, der kan findes på virksomhedens hjemmeside.
- Vi kan først sætte orienteringsskilte op, når projektet er gået i gang. Der kommer skilte op ved alle væsentlige kryds i nærheden, siger teknisk medarbejder Børge Nielsen fra Herning Kommune.
Han oplyser i øvrigt, at strækningen på Gullestrupvej er temmelig trafikeret.
Målinger fra 2023 viser, at der i gennemsnit kører 6600 motorkøretøjer i døgnet på Gullestrupvej mellem Bellisvej og Kærmindevej.
Adgang til skolerne
Den generelle omkørsel vil være ad H P Hansens Vej og Gl. Landevej – forbi Herning Gymnasium og Erhvervsakademi Midtvest.
Adgangen til Social- og Sundhedsskolen vil skulle ske via Gl. Landevej og Farvergårdvej, mens man kan komme frem til Herning HF og VUC ved at køre ad H P Hansens Vej, Fruehøjvej og Brorsonsvej.
Mens Gullestrupvej er lukket, vil gående fortsat kunne passere på østsiden. Cyklister anmodes om at køre ad Gl. Landeveje, Ingemannsvej og Brorsonsvej.
På vejen kører enkelte uddannelsesbusser, som får nyt, midlertidigt stoppested på H P Hansen Vej – omkring 150 meter fra de nuværende, der sættes på pause.
Tidsplan
Herning Vand A/S har følgende tidsplan for projektet, der omfatter udskiftning af kloak, drikkevandsledninger og belægning – med forbehold for mulige ændringer:
- Gullestrupvej: 24. Marts 2025 – juli 2025
- Brorsonsvej: August 2025 – december 2025
- Kingosvej: Januar 2026 – maj 2026
- Grundtvigsvej – vest for Kingosvej: Maj 2026 – juli 2026
- Ingemannsvej: Juli 2026 – august 2026
- Grundtvigsvej – øst for Kingosvej: November 2026 – december 2026