Millioninvestering i effektiv rensemetode

Miljøstyrelsens fond har netop tildelt godt 3,6 millioner kroner til et nyt projekt, som vi er en del af i et konsortium bestående af forsyningsselskaber, kommercielle virksomheder, hospitaler og vidensinstitutioner. Projektet står bag en miljøvenlig og effektiv metode til at rense spildevand for skadelige medicinrester og kemikalier – den første af sin slags i verden.

 Medicin- og kemikalierester i vores spildevand er i stigende grad et problem i vandløb og åer. De er skadelige for naturen og svære at komme til livs. Cirka 96 procent af medicinresterne i vores spildevand stammer fra de private hjem. Kun fire procent kommer fra hospitalerne. Hustande udskiller medicinresterne derhjemme og sender dem videre til vores lokale renseanlæg. Nu har vi sammen med en række samarbejdspartnere fundet en biologisk metode til at rense spildevandet for genstridige medicinrester, der er både økonomisk og miljømæssigt bæredygtig. Løsningen er den første af sin slags i verden.

”Medicinrester i vores spildevand er et stadigt stigende problem, der har store konsekvenser for vores vandmiljø. Det er ikke bare en udfordring i Danmark, men i hele verden. Den nye rensemetode er et godt svar på en økonomisk og miljømæssig bæredygtig renseløsning af den samlede spildevandsstrøm,” fortæller vores administrerende direktør, Niels Møller Jensen.

I projektet samarbejder vi med Teknologisk Institut, DTU,  Krüger, Aarhus Universitetshospital, Hillerød Forsyning og DNV Gødstrup. Vi har i fællesskab indtil videre testet metoden i containerskala og opnået imponerende resultater. Med et samlet budget på godt 8 millioner kroner skal metoden nu testes i større skala på et testanlæg hos Herning Vand for at kunne validere resultaterne. Testen starter i løbet af foråret 2018.

Fakta

  • Investeringen på de godt 3,6 mio. kroner kommer fra Miljøstyrelsens Miljøteknisk Udviklings- og Demonstrationsprogram. MUDP støtter projekter, der bidrager til et bedre miljø og med konkurrencedygtig miljøteknologi.
  • Projektet er døbt MEREFF, der står for Miljøeffektiv rensning af afløb fra renseanlægs eff
  • Projektet består af to dele: Test og videreudvikling af den biologiske rensemetode til fjernelse af medicinrester i spildevand. Og kortlægning af omfanget af problematiske lægemidler i almindeligt spildevand, der kan danne grundlag for ny EU-lovgivning på området og fælles retningslinjer på tværs af EU-landene.
  • MEREFF-projektet bygger ovenpå konsortiets første projektet MERMISS, der havde til formål at undersøge, hvor det har det miljømæssigt største effekt at rense spildevandet for medicinrester – på hospitalet eller lokale renseanlæg.