Kun lort, pis og papir - alt andet er noget dyrt skidt

Nyhed fra 22 marts, 2017 - 08:33
Printervenlig version

Hår, gebisser, bleer, kørekort og undertøj. Der er næsten ikke grænser for, hvad der ryger i toilettet hos indbyggerne i Herning Kommune. Svineriet truer både miljø og øger driftsomkostningerne.

 

I fællesskab med Danva, Spildevandsteknisk Forening (STF) og 29 andre spildevandsselskaber sætter Herning Vand fokus på at lære danskerne god toiletskik. På vandets dag, den 22. marts, lancerer vi i fællesskab kampagnen ”Kun 3 ting i dit lokum”, hvor den danske befolkning for alvor skal lære, at toilettet ikke er en skraldespand.

 

Herning Vand har ansvaret for at holde Herning Kommune fri for skidt i spildevandet, men udfordringen er stor, og det koster både tid og penge. Jan Ravn, afdelingsleder for produktion, fortæller, at i 2016 kørte Herning Rens i gennemsnit 2,5 tons affald væk om ugen.

 

Affald der bliver skyllet ud i toilettet, kan sætte sig fast i pumperne på renseanlægget og forringe renseprocessen. Hår, vatpinde og andet snavs kan endda forme sig til store klumper, der stopper systemet og gør det svært at rense spildevandet effektivt. Og det går i sidste ende ud over vores fælles natur og miljø.

 

Hvis indbyggerne i Herning kommune holder sig til kampagnes motto ”Kun TRE ting i dit lokum - lort, pis og papir” er det til gavn for både fremtidige generationer og egen pengepung. Udover øget driftsomkostninger til spildevandsanlægget kan kunderne nemlig også risikerer udgifter til VVS, fordi skidt og snavs har sat sig fast i deres egne rør. 

 

 

Ting fundet i Hernings kloaksystem.

1000 kr. seddel – gebisser – pindsvin – kørekort – undertøj – strømper – millioner af vatpinde – bind – vatrondeller – voksenbleer – kondomer - cigaretskod.